Sutsko til en frossenpind

Frossenpinden er mig..

Jeg får kolde fødder så let som ingenting. Og så fryser jeg pludselig over hele kroppen.
Jeg må derfor prøve at holde mine fødder varme.

Mine gamle sutsko var efterhånden slidt helt ned, så nu var det tid til at par nye.




Det var først meningen, at sutskoene skulle have været sorte med koralfarvede spidser.. men da jeg lige præcis løb tør for det sorte garn (brugte 200 g. sort uld fra Drops) et par pinde for tidligt, men samtidig heller ikke havde nok af den koralfarvede (som var en rest fra min datters sutsko), måtte jeg finde på en anden løsning. Jeg havde lidt gråt garn liggende fra nogle sutsko som jeg lavede til min mand sidste efterår og denne rest kom nu ind som en stribe på begge sutsko inden den koralfarvede spids.

Jeg synes faktisk at farvekombinationen er bedre på denne måde.


Jeg har lavet dem på samme måde som sutskoene til min datter HER, men jeg startede med 50 m og 6 aflukninger i hver side efter ca. 15 cm. Jeg skiftede til grå efter ca. 27 cm og begyndte på indtagninger efter ca. 30 cm. Sutskoen målte derfor ca. 33 cm før valkning.

Jeg har først vasket dem i maskinen på 40 grader, men da jeg ikke synes at valkningen var blevet god nok valgte jeg at eftervalke dem i hånden.

Efter tørringen har jeg malet formgummi på sålerne.

Jeg glæder mig til at have dejligt varme fødder hele vinteren. Og har jeg varme fødder så kan det måske være, at jeg ikke er en lige så stor frossenpind mere..

Kommentarer