Patentstrikket hue

I morgen har jeg på mit studie projekt "lær at strikke". 
Men da jeg ligesom allerede kan strikke, har jeg tænkt at jeg så ville give mig selv en anden strikkeudfordring. 


Jeg er derfor gået i gang med at lære patentstrik som jeg strikker på rundpind. 

Selve patentstrikkeriet er ikke særlig svært.. MEN skulle man tabe en maske eller lave en fejl er det næsten umuligt (hvertfald for mig) at regne ud hvordan man skal fange maskerne igen. 

Det tog mig et tre-fire op-pilninger og et enkelt hys-udbrud (som da det her skete og jeg slet ikke kunne redde det igen) før jeg havde (nogenlunde) styr på det.



Lige nu er problemet så bare at når jeg har lært at lave patent, så har jeg jo stadig ikke har noget nyt strikkeri at kunne lære i undervisningen i morgen. Hmm må vist lige gå i tænkebox..


Da min mand længe har følt sig overset i mine strikkeprojekter, skulle patentstrikkeriet udmønte sig i en hue til ham. 

Jeg har lavet denne opskrift til formålet.

Du kan evt. se en video af patentstrikke-teknikken HER.
Og ellers kan man alternativt også lave en almindelig ribkant på huen.

OBS: Det kan være en stor hjælp at bruge en maskemarkør der hvor pinden "ender" da det kan være svært at se i både patentstrikken og perlestrikken.

Jeg har til denne hue brugt DROPS Big Merino superwash uld til pind nr. 5. (Men da jeg strikker meget fast, skal jeg tit bruge en lidt større pind.) 

Slå 68 m op på rundpind 5,5 på 40 cm.


Omgang 1: *1 omslag, løft 1 m som om den skulle strikkes vrang, 1r*, gentag *-*.Omgang 2: *strik omslaget og den løftede m vrang sammen, 1 omslag, løft 1 m som om den skulle strikkes vrang*, gentag *-*.Omgang 3: *1 omslag, løft 1 m som om den skulle strikkes vrang, strik omslaget og den løftede m ret sammen*, gentag *-*.Gentag omgang 2 og 3 indtil kanten på huen måler ca. 5 cm.

Derefter skiftes der farve samtidig med at der "tages ind" til 67 masker. Der strikkes altså ret over ret og vrang over vrang i mens den omslåede "ekstra" maske strikkes med på hver anden maske. 
Over den sidste maske tages der en ekstra maske med ind på antallet bliver ulige. Derved kan man strikke perlestrik uden overgang. 

Der fortsættes med ret over vrang og vrang over ret (= perlestrik) indtil huen måler ca. 14 cm. 
Herefter begyndes indtagninger *1 ret, 2 vrang sammen* omgangen ud.
2 omgange strikkes uden indtagninger.
På næste omgang laves der igen indtagninger *2 ret sammen, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang* omgangen ud.

Derefter strikkes 2 masker sammen omgangen ud.
Garnet brydes og trækkes igennem de sidste masker som trækkes til til. 

Hæft ender og hækl evt. en fm kant i kanten af huen. 
Kan også evt. pyntes med en dulle på toppen.



Kommentarer